Andreas og Kenneth er til dagligt i lære som blikkenslagere. De har begge fundet fejl på deres lønseddel.
Da Andreas opdagede, at der på hans lønseddel kun stod 6 øre under rubrikken feriepenge, vidste han, at der var noget galt.
"Jeg oplevede det samme. Jeg gik også til fagforeningen, fordi jeg manglede feriepenge og var blevet en slags kastebold mellem min mester og den produktionsskole, som jeg tidligere gik på," siger Kenneth.
For Andreas og Kenneth viste det sig dog, at de ikke kun manglede feriepenge. De havde også almindelig løn til gode, fordi deres sats ikke var blevet reguleret i forhold til deres overenskomst. Andreas manglede desuden et særligt tillæg.
Selvom det kommer penge ind på kontoen, kan der stadig ske fejl, som kan være svære at opdage.
"Jeg havde aldrig tænkt på, om jeg fik for lidt. Før var jeg jo på SU, så da jeg kom i lære, oplevede jeg det som om, der kom mange penge ind på kontoen," siger Andreas.
Andreas og Kenneth har lært hvor mange penge de kan gå glip af, hvis de ikke tjekker lønsedlen. Derfor sørger de i dag for, at få tjekket deres lønsedler jævnligt.
"I dag tjekker vi bestemt vores lønsedler bedre. Og hvis vi er i tvivl om noget, ved vi, at vi kan ringe til Rene (fra fagforeningen, red.)," siger de.
Det er ikke kun Andreas og Kenneth der har fundet fejl i deres lønsedler. Hver anden dansker har oplevet fejl i deres lønseddel.