Giv dine lån et eftersyn
På pengepriser.dk kan du sammenligne låneomkostninger i forskellige banker. Tjek, om du kan finde lån til en billigere rente, så du kan spare penge på din gæld.
Hvis du har lån forskellige steder, så forsøg at samle dem ét sted i et samlet lån – f.eks. i din bank. Det kan hjælpe dig med at få en billigere rente og ÅOP (årlige omkostninger i procent).
Hvis en bank tilbyder billigere lån end det, du har, kan du enten overveje at skifte bank eller bruge din viden om priser på lån til at forhandle med din nuværende bank og på den måde forsøge at få en bedre låneaftale.
Giv forsikringerne et eftersyn
Det kan ofte svare sig at undersøge, hvad dine forsikringer ville koste i andre selskaber. Forsikringsguiden.dk er et online-værktøj, hvor du finder den bedste pris og forsikringsdækning.
Du kan få mere information om, hvordan du skifter forsikringsselskab på Forbrug.dk
Er du medlem af en fagforening? Så kan du typisk opnå rabat på dine forsikringer. Undersøg mulighederne på din fagforenings hjemmeside eller kontakt din fagforening for mere information.
Sørg for, at dine skatteforhold er opdaterede
Når din forskudsopgørelse for det kommende år ligger klar i november, er det en god idé at tjekke, om den passer, så du ikke risikerer at skulle betale penge tilbage i skat.
Gå din forskudsopgørelse igennem, og tjek, om tallene passer for din indkomst, og om du får de rigtige fradrag for f.eks. transport, kontingent til fagforening, renteudgifter osv. Hvis tallene ikke passer med din faktiske indkomst, kan du komme til at betale for lidt eller for meget i skat. Det er især vigtigt at være opmærksom på din forskudsopgørelse, hvis din økonomiske situation ændrer sig. det kan den f.eks. gøre, hvis du går fra at være studerende til at være i arbejde, eller hvis du skifter til et job med et andet lønniveau.
Ifølge Skattestyrelsen skal du især være opmærksom, hvis du:
- år en væsentlig lønforhøjelse i løbet af året, får nyt job eller bliver ledig
- starter selvstændig virksomhed
- bliver gift eller skilt – eller mister din ægtefælle
- køber eller sælger hus eller ejerlejlighed
- omlægger eller indfrier lån, f.eks. boliglån
- starter – eller ophører med – indbetalinger til en pensionsordning
- flytter, så afstanden mellem hjem og arbejde bliver væsentligt kortere, og du derved helt eller delvist mister dit befordringsfradrag
- har væsentlige ændringer i kapitalindkomst
- flytter eller udstationeres til udlandet.
Læs mere, og ændr din forskudsopgørelse på www.skat.dk/forskud