Styr dit forbrug

Få styr på dit forbrug, og tag kontrol over din økonomi. Så undgår du, at pengene styrer dig.

Kom i gang med at styre dit forbrug med gratis app

Få dine penge til at række længere. Finanstilsynet har udviklet app'en Lommebudget, der kan hjælpe dig med at få bedre styr på, hvad du bruger dine penge til.

Brug den gratis app Lommebudget

 



Tjekliste til at styre dit forbrug


  • Tjek din konto dagligt
  • Køb kun, hvad du skriver på din indkøbsseddel
  • Køl af i 24 timer før du køber


Tips og tricks til at styre dit forbrug

Del budgettet op i overskuelige småbidder

Du overskuer en svær ting lettere, hvis du opdeler tingen i mindre bidder. Det gælder også det beløb, du har i budgettet til forbrug. Et gammelt husmorkneb, som virker, er ”kuvertmetoden”. Metoden går ud på, at husmoderen hver måned hæver alt eller en del af, hvad hun har til rådighed til forbrug, og fordeler pegene i kuverter.

Selvom kontanter, og kuverter, hurtigt er ved at blive kuriosa fra sidste årtusinde, er tankegangen bag kuvertmetoden stadig en eviggrøn måde at håndtere dine penge på.

Du kan opdele dit budget til denne måneds forbrug i mindre bidder til 4-5 uger, og kun give dig selv lov til kun at bruge det fastsatte beløb for hver uge. Den slags mental opdeling i kuverter gør det nemmere for dig, at forhindre budgettet i at skride. På den måde kan du se, hvor mage penge du har til hver uge, og du er sikker på, at du ikke bruger for mange penge på røde bøffer den første uge, så du må leve af spaghetti og kødsovs resten af måneden.

Lad Dankortet ligge derhjemme

Dit Dankort gør det nemt for dig at bruge penge - for nemt måske. Når du bipper et køb igennem, kan du ikke se, at penge samtidig triller ud af din konto, som hvis du hev pengene op af en pung. Før du ved af det, har du brugt store summer på impulskøb og selvforkælelse. Den lette måde at stoppe dig selv på, er at lade Dankortet ligge derhjemme, hvis du ikke regner med at skulle bruge penge. Intet Dankort, ingen dyr kage.


Køl af i 24 timer, før du køber

Når du ser et must have i udstillingsvinduet, som koster mere, end du egentlig har afsat til forbrug eller lommepenge, så tag en dyb indånding. Sig til dig selv, at du godt må købe skoene eller smartphonecoveret  – men først når du er kølet ned om 24 timer. Nedkølingsperioden virker, for hvis du venter lidt, får din hjerne tid til at tage den kølige, kloge beslutning. Du bestemmer selv, om grænsen skal ligge på 100 kr. eller 500 kr. før du skal køle af. Kølegrænsen skal bare passe til, at du vil kunne mærke købet på din pengepung.

Du kan også køle lidt af, hvis du vender beslutningen med din kæreste, din far eller en ven. Når du kan spille bold op af en anden person, hjælper samtalen dig med at vende beslutningen i dit hoved en ekstra gang.

Du kan lave den aftale med dig selv, at det er ok, du køber dit must have, men så må du også undvære noget andet i stedet. Konsekvensen kan være, at du får mindre råd til lørdagsrødvin, flybilletten til sommerferien, eller en anden ting, som du værdsætter. Når du tænker på, hvad du må opgive, kan tanken virke som en spand kold vand på din købelyst.

Erstat dine dårlige forbrugsvaner

Hvis du igen og igen sprænger dit budget på de samme dårlige forbrugsvaner, som cigaretter, tøjshopping eller bland-selv-slik, kan du prøve at udskifte din dårlige vane med en mindre dyr last. Du skal arbejde lidt med dig selv, og lægge mærke til hvilke situationer, der udløser din trang. Hvad er det, du i virkeligligheden trænger til? Underholdning? Overspringshandling. Præstige? Socialt samvær? Derefter skal du finde en billigere erstatning for den trang, som giver dig lyst til at bruge penge.

Du kan lære at bryde dårlige forbrugsvaner her


Spar penge

Trænger du til at få lidt flere penge mellem hænderne?

Brug disse sparetips