Inden du skal til møde i banken, er det en god ide at forberede dig godt. Det kan du blandt andet gøre ved at have en række oplysninger klar til bankrådgiveren. Så vider du, at du spiller med åbne kort og er en seriøs kunde.
Hvad vil bankrådgiveren vide om min økonomi?
Har du indhentet nøgleoplysninger om din økonomi, og gjort dem klar til mødet? Vi har lavet et præsentationsskema som du kan udfylde og printe eller sende til bankrådgiveren på forhånd, hvis du er ny kunde. Så kan bankrådgiveren bedre få et indtryk af, hvilken kunde du er.
Hent skemaet til din privatøkonomi
Hvilke papirer skal jeg have med i banken?
Du skal også huske at fremskaffe de papirer, som bankrådgiveren vil bede om. Hvis du er gift eller bor med din kæreste, er dokumenterne fra jer begge relevante. Disse dokumenter er typisk:
- Lønsedler for de sidste tre måneder. Lønsedler kan du ofte finde i din e-boks. Hvis du er på dagpenge kan du finde en oversigt over dine udbetalinger hos din A-kasse.
- Din seneste årsopgørelse, som kan findes på skats hjemmeside.
- Kontoudtog for de sidste tre måneder, hvis mødet er hos en ny bank.
- Et budget. Du kan fx bruge Rådtilpenge.dk's budgetskabelon.
- En oversigt over dine nuværende konti, hvis det er hos en ny bank mødet.
- En oversigt over eventuel gæld og formue
Følgende dokumenter vil bankrådgiveren også finde interessante:
- Dine pensionsforhold kan også være relevante. Hvor meget sparer du op? Og hvor meget står du til at få udbetalt? Du kan finde din oversigt på pensionsinfo.dk
- Oversigt over forsikringsdækning ved sygdom, invaliditet og død
- Din SU-opgørelse hvis du er studerende. Den kan du finde på su.dk.
- Din terminskvittering fra realkreditinstituttet hvis du har realkreditlån. Den kan du finde i din BS-oversigt i din netbank, eller hvis du får dine BS-betalinger tilsendt med posten.