Når banken har modtaget papirer og informationer fra dig, vurderer banken, hvor attraktiv og sikker en kunde, du er for banken. Vurderingen er en helhedsvurdering, og selvom du måske ikke har plusser over hele linjen, kan det sagtens være, at andre positive dele af din privatøkonomi opvejer de mindre gode sider.
Dette kigger banken især på:
-
Din betalingsevne
Banken er meget interesseret i dit rådighedsbeløb, som er det fribeløb du kan bruge til at betale et nyt lån tilbage med, når alle dine faste udgifter er betalt. Har du en lille rådighedsbeløb er der større risiko for, at du på et tidspunkt ikke kan betale banken det, som du skylder.
-
Din betalingsvilje
Din vilje til at betale lån tilbage til den aftalte tid kan måske være med til at opveje et lille rådighedsbeløb, hvis du kan vise, at du altid betaler, hvad du skylder, og derfor er en pålidelig kunde.
-
Dit forretningsomfang
Forretningsomfanget er den samlede værdi af dine lån, opsparing, værdien af privat pension og investeringer. Jo flere forretninger du kan gøre med banken, jo flere penge kan banken tjene på dig. Det kan gøre dig til en meget attraktiv kunde.
-
Din sikkerhed
Hvad kan du stille som pant for et lån? Her er værdier som fast ejendom eller værdipapirer gode at have på hånden.
-
Din økonomiske adfærd
Udgør du en risiko for banken? Hvis du fx er registreret i Experians RKI-register viser du, at du ikke altid betaler det, som du skylder. Derfor kan banken risikere ikke at få sine penge tilbage, hvis den låner til dig.