Ulykkesforsikring - dette skal du vide

En ulykkesforsikring dækker, hvis du f.eks. kører galt, falder ned ad trappen eller styrter på cyklen og får varige mén eller dør. Ulykkesforsikringen dækker kort sagt ved pludselige hændelser, der forårsager en personskade.

Udbetaling

En ulykkesforsikring er en forsikring, hvor du får erstatning, hvis du skulle få et varigt mén. Forsikringen dækker typisk, hvis du får mén på mere end 5 % efter den pludselige hændelse.

Her kan du se en oversigt over procentsatser for forskellige mén.  

Du kan også få erstatning for skader efter forvridninger og forstrækninger. Ikke kun på arme og ben, men også forvridninger i resten af kroppen, fx ryg og nakke. Forsikringen kan dække udgifter til lægeordinerede behandlinger hos fysioterapeut, kiropraktor eller tandlæge med op til et vist beløb om året.

Nogle selskaber udbetaler et beløb pr. dag ved indlæggelse på et hospital i mere end tre dage, som følge af en ulykke. Kontakt dit eget selskab for at finde ud af, hvad der gælder i dit tilfælde. 

Årsagssammenhæng

For at opnå dækning er det et krav, at der er årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og skaden. Ved vurderingen lægger selskaberne blandt andet vægt på, om ulykkestilfældet er egnet til at forårsage personskaden. Det vil sige, om ulykkestilfældet i sig selv er nok til at forårsage/forklare skaden. Er dette ikke tilfældet, vil ulykkesforsikringen i de fleste tilfælde ikke dække. Fx er der ikke årsagssammenhæng, hvis skaden skyldes, at du er syg eller har overbelastet eller nedslidt din krop, uden at det er sket pludseligt.

Erstatning ved invaliditet eller dødsfalddækning

En ulykkesforsikring vil ofte indeholde en udbetaling i tilfælde af 100 % invaliditet eller død, beløbet udbetales som et engangsbeløb. Tjek med dit eget forsikringsselskab, om dødsfaldsdækning er indeholdt i ulykkesforsikringen.

Børneulykkesforsikring

Det er muligt at tegne en børneulykkesforsikring der dækker dine børn indtil de er fyldt 18 år.

Dobbelterstatning

Flere selskaber giver mulighed for at tegne en dobbelterstatning, hvilket betyder, at du får udbetalt det dobbelte beløb ved en mén-grad på 30 % eller mere. Det vil sige, at hvis du mister en hånd og således bliver 30 % invalid efter Arbejdsskadestyrelsens méntabel, så udbetaler forsikringsselskabet 60 % af summen, du har forsikret dig for.

Har du således forsikret dig for 1. mio. kr., så ville du under normale omstændigheder modtage 300.000 kr. ved at miste en hånd, mens du modtager det dobbelte beløb 600.000 kr., såfremt du har tegnet en dobbelterstatning.

Fuld erstatning ved øje eller øre

En lignende udvidet dækning kan også tegnes inden for andre områder Fx øje og øre.

Eksempel: Hvis du i forvejen er døv på det ene øre og du bliver døv på dit raske øre, og du har forsikret dig for 1. mio. kr., så vil du under normale omstændigheder modtage 100.000 kr., da det svarer til 10 % invaliditet iflg. Arbejdsskadestyrelsens méntabel. Hvis du derimod har tegnet en udvidet dækning kan du modtage helt op til 75 % i dækning for dit øre, hvilket betyder at du vil modtage op til 750.000 kr.

Er du i forvejen blind eller har nedsat syn på dit ene øje, og du bliver blind på det andet raske øje, vil udbetalingen blive sat til 100 % i dækning.

  1. Fritid eller arbejdstid

    Vær opmærksom på om du kun vil dækkes i din fritid, eller om din ulykkesforsikring skal gælde hele døgnet. Priserne er forskellige alt efter, hvad du arbejder med.

  2. Medicin, hjælpemidler og transport

    En ulykkesforsikring dækker ikke dine omkostninger til medicin, hjælpemidler og transport. Disse udgifter må du selv betale.

  3. Sygdom

    Ulykkesforsikringen dækker ikke en ulykke, som skyldes en sygdom. Dette gælder også, hvis det er smitte fra Fx madforgiftning eller overfølsomhedsreaktioner.

  4. Beruselse, påvirket, grov uagtsomhed mm.

    Ulykkesforsikringen dækker ikke, hvis du er påvirket af alkohol eller andre stoffer med mindre, det kan bevises, at det intet havde med ulykken at gøre. Forsikringen gælder heller ikke, hvis du har handlet groft uagtsomt.

  5. Fødsel eller overbelastning af kroppen

    En ulykkesforsikring dækker normalt ikke ved fødsel eller skader, som er opstået, fordi du overbelaster din krop. Det samme er tilfældet, hvis du får forkert medicinsk behandling. Det skal være tale om, at der sket en ulykke i forbindelse med fødslen, for at ulykkesforsikringen kan dække. Kontakt dit selskab for at høre hvordan du er dækket i din aftale.

  6. Farlig sport - Udvidet dækning

    Ulykkesforsikringen vil ikke dække, hvis du jævnligt dyrker ekstremsport eller farlig sport som Fx boksning, motorløb mm. Det samme er tilfældet, hvis du dyrker en sport professionelt. I sådan et tilfælde skal du tegne en udvidet dækning. Undtagelsen er hvis det er et enkeltstående tilfælde som Fx en polterabend, firmafest og lignende.

  7. Når du bliver ældre

    Der kan være forskellige betingelser når du bliver ældre fx omkring 60-70 års alderen. Hos nogle selskaber nedsættes erstatningen, hvor andre selskaber hæver præmien. Kontakt dit selskab for at høre, hvad der gælder for din ordning.

  8. Motorcykel, scooter og 45-knallert

    Der kan være forskellige betingelser når du bliver ældre fx omkring 60-70 års alderen. Hos nogle selskaber nedsættes erstatningen, hvor andre selskaber hæver præmien. Kontakt dit selskab for at høre, hvad der gælder for din ordning.