Baggrunden for Funny Money

Penge- og Pensionspanelet har i samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening udarbejdet filmen Funny Money og en række tilhørende opgaver, som en del af Matematikkens Dag.

Formålet med Funny Money er at sætte fokus på finansiel forståelse blandt børn i skolealderen. Penge- og Pensionspanelets undersøgelser viser blandt andet, at 4 ud af 10 af de unge mellem 18 og 25 år ikke lægger budget, at hver fjerde af de unge bruger flere penge end de har, og at omkring 30 procent af de unge tager forbrugslån.

Penge- og Pensionspanelet ønsker med Funny Money at rette fokus på børn og unge, som begynder at tjene deres egne penge fx via lommepenge eller fritidsjob. Filmen og opgaverne er primært rettet mod eleverne på de ældste trin i folkeskolen og dermed unge mellem 13 og 15 år. Det er på det tidspunkt de unge normalt bliver konfirmeret og ofte får en del penge i hånden, som de skal lære at prioritere. Det er også som 13 årig at man kan få sit første fritidsjob og tjene sine egne penge, ud over dem man måske får i lommepenge.

Målet er, at de lærer om budget, hvorfor det er en god ide at spare op og hvad det egentlig betyder at låne penge.

Danmarks Matematiklærerforening afholder hvert år Matematikkens Dag for alle folkeskoler og i 2013 var temaet økonomi.

Gennem samarbejdet med Danmarks Matematiklærerforening har panelet mulighed for at bruge matematikkens univers til at lære de unge om økonomi i hverdagen og give dem nogle redskaber, som de kan bruge til bedre at forstå og styre deres økonomi.

Udover Danmarks Matematiklærerforening har Finansrådet, Skole og Forældre, Forbrugerrådet og Børnerådet været med til at udvikle Funny Money filmen, opgaverne og forældrematerialet. Funny Money er et initiativ der udspringer af regeringens forbrugerpolitiske eftersyn.

Se filmen Funny Money

Læs mere om Matematikkens Dag hos Danmarks Matematiklærerforening

Se vinderne af konkurrencerne for de ældste trin til Matematikkens Dag og Funny Money

Fakta

Læs fakta-arket: Børn og unges behov for finansiel forståelse

Se undersøgelsen om Unge og Privatøkonomi 2013

Læs pressemeddelelsen