Hvordan træffer jeg økonomiske beslutninger på en bæredygtig måde?
Som forbruger har du mulighed for at foretage en investering, tage et lån, tegne en forsikring eller vælge et pensionsprodukt, som finansierer virksomheder eller projekter, der fungerer på en socialt ansvarlig måde eller bidrager til at beskytte miljøet og omstillingen til en mere bæredygtig økonomi.
Du kan f.eks. træffe en bæredygtig økonomisk beslutning ved at placere dine penge i en investeringsfond, der er med til at finansiere virksomheder, der genanvender husholdningsaffald, eller i projekter, der fremmer beskæftigelsen i socialt dårligt stillede lokalsamfund, eller ved at optage et lån til at købe et energieffektivt hus. Du vil med andre ord ikke kun investere for at få dine penge til at yngle, men også se på de miljømæssige, sociale og virksomhedsledelsesmæssige aspekter (ESG).
ESG-begrebet dækker over følgende:
- Miljøfaktorer (E). De dækker klimarelaterede spørgsmål f.eks. forurening, biodiversitet, energi og affaldssortering og naturforvaltning.
- De sociale faktorer (S). De handler om inklusion og ulighed, økonomisk udvikling, sundhedspleje, samfundsrelationer og arbejdsmarkedsrelationer samt menneskerettigheder.
- De ledelsesmæssige faktorer (G). De bidrager til at sikre miljømæssige og sociale hensyn bliver varetaget i virksomhedernes beslutningsprocesser, f.eks. gennem en mangfoldighedspolitik, der er afspejlet i bestyrelsens sammensætning, uafhængige bestyrelsesmedlemmer, regler for at forhindre svindel og korruption.
Hvad er et finansielt produkt med bæredygtige egenskaber?
Finansielle produkter med bæredygtige egenskaber udbydes af mange finansielle virksomheder. Her er nogle eksempler:
- Lån, der støtter miljøvenlige projekter, f.eks. lån til at finansiere køb af en el-bil, miljøvenlige boliger eller renovering/opgradering af en bolig for at gøre den mere energieffektiv.
- Investeringer i bestemte aktier og obligationer, der f.eks. udstedes af virksomheder, der har meget lave CO2-udledninger, eller som viser, at de agerer ansvarligt over for deres medarbejdere og de lokalsamfund, de opererer i.
- Investeringer, pensioner eller livsforsikringspolicer, f. eks ix investeringsfonde, livsforsikringsselskaber og pensionskasser, der foretager bæredygtige investeringer. En investeringsfond kan f.eks. investere i aktier i virksomheder, der producerer elektricitet gennem vindenergi, solenergi eller vandkraft.
Hvad er fordelene ved at købe produkter med bæredygtige egenskaber?
Gennem investeringer, pensionsordninger og livsforsikringer med bæredygtige egenskaber kan du:
- bidrage til en mere bæredygtig økonomi ved f.eks. at investere i grønne obligationer, der finansierer projekter med vedvarende energi eller energieffektivisering. Grønne obligationer udstedes f.eks. af virksomheder og offentlige myndigheder for at rejse kapital, der udelukkende skal anvendes til finansiering af miljøbæredygtige projekter.
- modvirke virksomheders negative miljømæssige eller sociale indvirkning i bredere forstand. Det kan du gøre ved at investere i produkter, der kan være med til at påvirke forretningsmodellen for den virksomhed, som de investerer i, og gøre den grønnere.
I visse tilfælde kan du også få bedre lånevilkår, hvis du køber eller bygger en ejendom, der lever op til anerkendte standarder for energimæssig ydeevne, eller renoverer din eksisterende bolig for at gøre den mere energieffektiv. Bæredygtige bygninger forventes også at opnå en højere værdi end lignende ejendomme, der har en lavere energimæssig ydeevne.
Hvor kan jeg finde information om de bæredygtige egenskaber?
Du kan få information om bæredygtige egenskaber ved at læse produktinformationen på bankens, kapitalforvalterens, forsikringsselskabets eller pensionskassens websider. Informationen kan hjælpe dig med at forstå de specifikke bæredygtige egenskaber ved de produkter, du har i tankerne, og gøre det lettere at sammenligne dem.
EU's taksonomi er et klassifikationssystem, der opstiller en liste over økonomiske aktiviteter, der er miljøbæredygtige. Du kan læse mere i EU's taksonomi-browser, som Europa-Kommissionen har oprettet.
Inden du beslutter dig for at foretage en investering, kan du evt. kontakte en autoriseret investeringsrådgiver, der kan rådgive dig om produkterne og sælge dem til dig. Du kan også bruge din bank, fondsmægler eller forsikringsselskab. Sælgeren har pligt til at forklare dig forskellen mellem produkter med og uden bæredygtige egenskaber, og give dig oplysninger om ESG-faktorerne.
Sælgeren bør også foreslå et produkt fra sortimentet, der matcher dine investerings- og bæredygtighedspræferencer. Sælgeren kan f. eks spørge dig, om du foretrækker at:
- foretage bæredygtige investeringer (f. eks produktion af solcellepaneler)
- foretage investeringer for at afbøde den negative indvirkning af virksomhedernes aktiviteter eller
- foretage investeringer, der er bæredygtige i følge EU's taksonomi.
Forsikringer mod naturkatastrofer forårsaget af klimaændringer
En forsikring med bæredygtige egenskaber kan give dig økonomisk beskyttelse mod økonomiske tab der sker pga. naturkatastrofer. Desuden kan forsikringen fungere som et incitament til at tilpasse sig risiciene ved klimaforandringer. Naturkatastrofer bliver hyppigere og der findes visse typer boligforsikringer, der kan give dig bedre betingelser, hvis du allerede har eller vil beskytte din bolig mod klimahændelser som oversvømmelser.