Pernille er 25 år og arbejder som pædagogmedhjælper. Hun har samlet optaget forbrugslån for 125.000 kr., både i banken og hos forskellige finansieringsselskaber. Pernille har også et SU-lån på 45.000 kr., som hun fik, da hun læste på handelsskolen. Hendes gæld startede, da hun var 18 år og flyttede hjemmefra. På det tidspunkt fik hun dyre forbrugsvaner og købte dyrt tøj, dyre sko og tasker mm. Hun optog mange mindre forbrugslån for at opretholde dette forbrug, da hendes SU ikke kunne dække det. Fx købte hun en smartphone til ca. 5000 kr. gennem et forbrugslån, og telefonen endte med at koste hende næsten 8000 kr.
På et tidspunkt kunne Pernille ikke overskue alle de forskellige forbrugslån hun havde, og efter en længere samtale med banken, har hun nu fået samlet alle sine lån til et forbrugslån på 125.000 kr. i banken. Hun planlægger at være gældfri om 3 1/2 til 4 år. Derfor betaler hun 2900 kr. af på gælden om måneden. Alle de penge hun har i overskud, går til at betale af på gælden. Hendes gæld har betydet, at hun ikke har råd til at starte på en uddannelse, fordi hun er nødt til at arbejde fuldtid for at betale af på gælden.
Hun har nu fået et hævekort af banken, som hun ikke kan overtrække, og er rigtig glad for det. Pernille vil ikke have et dankort igen, for hun mener ikke at hun kan styre det. Nu bruger hun også netbank og betalingsservice, som er med til at give hende et overblik og som gør det nemmere for hende at få betalt regningerne. Det er for let for hende at lade være, når hun bare får girokort.