Hvis I flytter sammen i en lejebolig
Hvis I flytter sammen i en lejebolig, kan I overveje at få begge navne på lejekontrakten, hvis muligt. Så har I mulighed for at aftale, hvem der skal blive boende i lejligheden, hvis I går fra hinanden.
Hvis I går fra hinanden efter, at I har boet sammen i mindst 2 år, kan den ene godt overtage lejligheden fra den anden uden, at I begge står på lejekontrakten. Men I skal i så fald kunne bevise, at I har haft fælles husstand i mindst 2 år, jf. lejelovens §77a.
Vær opmærksom på, at hvis du indgår aftale om at ”fremleje” et værelse i din kærestes lejelejlighed, er det givetvis din kæreste, der bevarer retten til lejemålet, hvis I flytter fra hinanden.
Hvis I flytter sammen i den enes ejerbolig
Hvis I flytter sammen i den enes ejerbolig, og hvis I vil undgå, at ejeren kan smide samleveren ud uden varsel, er det en god idé at sikre sig, at ejeren underskriver en erklæring, som sikrer samleveren en opsigelsesvarsel på fx tre måneder, hvis I går fra hinanden.
I kan eventuelt også vælge at indgå en formel lejekontrakt, hvor ejeren af lejligheden udlejer et værelse. Husk dog at få styr på de skattemæssige forhold, hvis ejeren driver udlejningsvirksomhed.
Få to navne på ejerbeviset, når I køber større ting sammen
I et papirløst samliv, kan det være en god idé at få begge jeres navne på ejerbeviset til de ting, I køber i fællesskab. Køber I fx en bil, så sørg for, at begge står på købskontrakten. Så undgår I, at den, der står på købskontrakten, automatisk har ret til bilen, hvis I går fra hinanden.
Hvis I tager et fælles lån til fx bolig eller bil, hæfter I typisk solidarisk. Det betyder, at låneudbyderen kan kræve det fulde afdrag af den ene part, hvis den anden ikke kan betale. Hvis I vil undgå at hæfte solidarisk, kan I overveje at undersøge mulighederne for at optage lån hver for sig i stedet for at tage et fælles lån.
Læs mere om ejerskabsforhold, hvis I køber bolig sammen
Overvej at få en samejekontrakt
I kan forebygge mange forviklinger ved at oprette en samejekontrakt. Det er fx en god ide, hvis I har børn eller fællesøkonomi. Med en samejekontrakt kan I på forhånd aftale, hvordan I vil dele jeres ting, hvis I en dag går fra hinanden. Kontakt en advokat for at få hjælp til at udforme samejekontrakten.
Se, hvad du skal tænke på, hvis I en dag går fra hinanden
Livsforsikringer og pension
Når du flytter sammen med din kæreste, er det en god anledning til eventuelt at tilpasse jeres pensionsindbetalinger til jeres nye situation og behov.
Fx kan du undersøge, hvordan du og din samlever er sikret økonomisk, hvis en af jer mister erhvervsevnen eller dør inden pensionsalderen.
Opret testamente, hvis I vil arve hinanden
Hvis I vil sikre hinanden bedst muligt i et papirløst samliv, skal I oprette et testamente. Ifølge arveloven er det familien, der arver, og ikke den papirløse samlever. I et testamente kan I selv bestemme, hvad der skal ske med de ting, I ejer.
Alternativet kan være, at den efterladte må sælge jeres hjem for at kunne udbetale arven til afdødes børn eller forældre.