Bolig og transport

Der er rig mulighed for at spare penge i hjemmet. Her får du en række gode råd til at spare på el, vand og varme. Der kan desuden være penge at spare på dit mobilabonnement, tv-pakke og internet. Bilen er også en rigtig pengesluger. Har du overvejet at tage cyklen, når solen skinner?

Spar penge på dit elforbrug

Du kan aktivt gøre noget for at skrue ned for din elregning.

Her er seks simple råd til at spare på strømmen:

  • Sluk på kontakten. Specielt fjernsyn, musikanlæg og opladere til computer og mobiltelefoner sluger meget strøm.
  • Skift til energisparepærer.
  • Brug et tænd- og sluk-ur, f.eks. til udendørs lys.
  • Brug en app til at se, hvornår elpriserne er billigst.
  • Hæng tøjet op i stedet for at tørre det i tørretumbleren.
  • Undersøg mulighederne for at skifte el-leverandør.

Du kan også overveje at skifte gamle hårde hvidevarer som f.eks. kummefryser og køleskab ud med nye, energibesparende modeller. Det betaler sig i længden.

Få inspiration på Forbrug.dk's temaside ”Skift energiselskab”

Du kan læse mere om at spare energi og penge på Energistyrelsens side Bedrebolig.dk  

Spar på vandet

Tænk dig om, når du bruger vand, det er både godt for miljøet og din økonomi. Det er de små ting, der tæller, og er du opmærksom, kan du let spare på vandet.

Her er syv simple råd til at spare på din vandregning:

  • Spar på det varme vand. Varmt vand er næsten dobbelt så dyrt som det kolde.
  • Sæt en vandsparer på dine vandhaner i køkken og badeværelse.
  • Sørg for, at dit toilet ikke løber.
  • Sluk for vandet, mens du børster tænder.
  • Drop de lange brusebade – sæt evt. en alarm efter fem minutter.
  • Brug en opvaskebalje, og undlad at vaske op under rindende vand.
  • Anskaf en regnvandsbeholder, så har du vand til haven.

Få flere tips til hvordan du kan spare på vandet hos Energistyrelsen

Spar på varmen

Du kan spare penge ved at skrue ned for varmen. Hold en nogenlunde ensartet temperatur i hele din bolig. Det anbefales, at temperaturen er omkring 21 grader. Hvis du sænker varmen i hele din bolig med 1 grad, kan du få en varmebesparelse på op mod 5 pct.

Her er tre gode tips til at spare på dit varmeforbrug:

  • Husk at slukke for radiatorerne, når du lufter ud.
  • Træk gardinerne for om aftenen, når det er koldt og mørkt udenfor. Det er med til at forhindre varmetab ved vinduerne.
  • Flyt de store møbler væk fra radiatorerne, så varmen bedre kan brede sig i rummet.

Det kan også være en god idé at regulere temperaturen i løbet af dagen. Ved at anskaffe elektriske termostater til radiatorerne i hjemmet, kan du regulere temperaturen, så der automatisk skrues op og ned for varmen afhængigt af, om du er hjemme, sover osv. Det er også værd at overveje, om din bolig er tilstrækkeligt isoleret, og om det f.eks. kan svare sig at få nye vinduer.

Spar penge på mobil, tv-pakke og internet

Se på, hvor store poster mobiltelefoni, fjernsyn og internet er i dit budget. Undersøg, hvad dine abonnementer koster hos andre udbydere. Der kan ofte være penge at spare. Især på mobiltelefoni kan det være en god idé ofte at tjekke priser hos forskellige udbydere, hvis du ikke er bundet af dit abonnement.

Har du en smartphone, findes der også mange forskellige app’s, som du kan bruge til at ringe gratis – også til udlandet. Det kræver blot en internetforbindelse på din telefon.

Få inspiration til at skifte leverandør – se Forbrug.dk's video ”Skift leverandør – kan jeg det?”

Spar på transporten

Overvej dine alternativer til at tage bilen, specielt hvis du kører alene. Hvis du skal køre en overkommelig afstand, kan du med fordel tage cyklen. Skal du rejse længere, kan du vælge kollektiv trafik eller samkørselsordninger. Der findes forskellige portaler på internettet, hvor du kan tilbyde eller søge om et lift i hele landet.

Du kan også undersøge forskellige delebilsordninger.