Lav den bedste bankdeal med nyt spil

09.12.2014

Et digitalt kortspil lyder måske som et utraditionelt værktøj, når det handler om at lande en god aftale med sin bank. Men visionen for det nylancerede Bankspillet er netop at gøre bankforberedelse lidt mere til en leg og formidle information på en nem facon. Kort sagt – det handler om at give danskerne de stærkeste kort på hånden, inden de skal ned i banken.

Vi vil gerne gøre danskerne endnu mere aktive på bankmarkedet ved at motivere dem til at forberede sig bedre og udruste dem med viden om bankens spilleregler. For der kan i sidste ende være både penge at spare for forbrugeren, og så kan selve mødet også blive en bedre oplevelse for alle, hvis forbrugeren er klædt ordentlig på”, udtaler Morten Holm Steinvig, projektkoordinator i Penge- og Pensionspanelet.

Penge- og Pensionspanelet er nedsat af Folketinget med det formål at give uvildige og objektive gode råd om privatøkonomien. Bankspillet er blevet til i samarbejde mellem Penge- og Pensionspanelet, Finansforbundet, Finansrådet og Forbrugerrådet Tænk. Bankspillet er gratis og tilgængeligt fra alle computere og tablets.

Hvordan ser din økonomiske selfie ud?

Der kan være flere barrierer, der spiller ind, når danskerne vælger ikke at udfordre bankmarkedet mere end de gør. Forberedelsen kan være svær, for hvad er vigtigt? Jargonen i banken kan være utilgængelig, spillereglerne uigennemskuelige og så er gevinsten måske heller ikke helt synlig. Bankspillet skal derfor være med til at pirre danskernes lyst til at handle mere og bedre. Morten Holm Steinvig udtaler:

Bankspillet skal gerne hjælpe danskerne op over barriererne på bankmarkedet. Derfor har vi lagt vægt på at skabe en digital platform, der formidler svær information på en lidt anderledes og nemmere måde og giver forbrugeren handlingsorienterede værktøjer, de kan tage med sig i banken.”

Bankspillet er lavet ud fra idéen om ’gamification’, hvor man tilsætter spilelementer til et emne for at skabe større brugerinddragelse. Spillet opererer med fire kulører:

• Gratis guld: Hjælper forbrugeren med den basale forberedelse inden mødet med banken.
• Naviger forløbet: Lærer forbrugeren om bankens spilleregler og hjælper forbrugeren med at forhandle.
• Bankparløren: Hjælper forbrugeren med at forstår de svære ord i banken.
• Din økonomiske selfie: Hjælper forbrugeren med at præsentere sine økonomiske nøgletal for bankrådgiveren.

Bankspillet har flere interaktive værktøjer, som forbrugeren kan tage med sig til bankmødet. 

Kontaktperson: Morten Holm Steinvig, fuldmægtig i Penge- og Pensionspanelet
tlf. nr. 33 55 84 37

Om Penge- og Pensionspanelet:

• Arbejder for at gøre danskerne bedre til at styre deres økonomi
• Hjælper forbrugerne med gode råd og gratis værktøjer til privatøkonomien
• Giver uafhængig og fakta-baseret finansiel information til danskerne