En ny undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet viser, at det økonomiske overblik ikke overraskende bliver bedre med alderen. Således har 40 %. af de 18-29-årige og 31 %. af de 30-39-årige ikke nogen idé om, hvordan deres økonomiske situation ser ud om 10 år. Til sammenligning er tallet for de plus 65-årige 4 %. Det kan ifølge Penge- og Pensionspanelet give ubehagelige overraskelser ikke at have et overblik:
”Tallene tyder på, at mange har svært ved at overskue økonomien frem i tiden. Hvis du styrer din økonomi efter dine egne erfaringer, svarer det lidt til at køre din bil ved at orientere dig bakspejlet frem for forruden. Den gode nyhed er, at selvom du måske ikke ved, præcis hvor du er om to, fem eller ti år, så følger dit liv sandsynligvis den samme rute som de fleste andre, der er i samme situation som dig. Dit Økonomiske Livshjul gør det lettere at se ud af forruden i stedet for bakspejlet. Der er en række overvejelser, du med fordel løbende kan gøre dig fx i forhold til din families situation og forsikringer, og dem kan Dit Økonomiske Livshjul give dig i form af en huskeliste”, siger konsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet, Morten Holm Steinvig.
Samme undersøgelse viser, at 36 % af danskerne ikke søger råd om deres økonomi.
”Selvom du føler, at du har godt styr på din økonomi nu og her, bør du løbende tilpasse din økonomi til din situation. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at rigtig mange danskere har svært ved at gennemskue det med pensionen, lån og gæld, budgetter osv., især hen over et livsforløb. Hvis du får noget hjælp eller vejledning, kan det give et positivt resultat i budgettet, og forhåbentlig også en bedre fornemmelse i maven, når du tænker på din privatøkonomi. Jeg håber, at vi med Dit Økonomiske Livshjul” kan give flere et bedre indblik i, hvordan de bør prioritere her og nu for at fremtidssikre deres økonomi”, siger Morten Holm Steinvig.
Find værktøjet Dit Økonomiske Livshjul her
Find undersøgelsen om danskernes økonomiske overblik her