1. skridt - du undersøger lånemarkedet for de bedste tilbud
Du bør altid som det første undersøge boliglånsmarkedet for tilbud, fordi der er forskel på, hvad de forskellige typer lån koster i rente, gebyrer samt hvilke risici de indebærer. Prisen på den samme lånetype kan også svinge fra udbyder til udbyder. Du bør fx undersøge og sammenligne, hvilken ydelse du skal betale for boliglånet, når du modtager et tilbud. Ydelsen er den sum, du samlet skal betale for lånet. Ydelsens størrelse afhænger ikke kun af hvor høj en rente, du skal betale, men også hvor stort et bidrag, du skal betale. Bidraget er et løbende gebyr, som instituttet kræver for at administrere dit boliglån. Derudover skal du også betale oprettelsesgebyrer for boliglånet.
2. skridt - du ansøger om et lån
Når du har fundet et lån, som du er interesseret i, skal du bede om et konkret tilbud. Det kan du gøre hos et realkreditinstitut eller en bank alt efter hvilken type lån du er ude efter. Men oftest går hele processen gennem en rådgiver i banken, fordi banker og realkreditinstitutter i praksis har tætte samarbejder. Så lad os for nemheds skyld antage, at processen foregår gennem banken, også selvom du vil have et reakreditlån. Bankrådgiveren beder dig om at udfylde et skema, som bliver sendt til dig, eller som du kan udfylde på nettet. Samtidig skal du også indsende forskellige dokumenter og oplysninger om din økonomi, fx lønsedler, årsopgørelser etc. hvis du ikke allerede er kunde. Disse oplysninger hjælper banken med at kreditvurdere dig. Herefter vil du oftest blive indkaldt til et møde med en bankrådgiver for at tale om din økonomi, den boligen du ønsker at købe, og det ønskede låns størrelse og type.
3. skridt - banken vurderer værdien af ejerboligen
Banken værdisætter den ejerbolig, du er interesseret i, dvs. at banken vurderer hvor meget, huset eller lejligheden er værd. Det gøres ofte af en vurderingssagkyndig, som banken sætter til opgaven. Banker og realkreditinstitutter vil gerne vide, hvad boligen er værd, fordi boligen skal bruges som pant for det lån, du gerne vil optage. Du får først et forpligtende lånetilbud, når der er foretaget en vurdering af boligen og din privatøkonomi.
4. skridt – Du bliver kreditvurderet af banken
Dernæst vurderer banken, hvor mange penge den vil låne dig ved at se på de oplysninger om din økonomi, som du sendte. Banken laver kreditvurderingen for at være sikker på, at du ikke kan komme til at blive spændt så hårdt for økonomisk, at du ikke er i stand til at betale ydelsen på lånet. Bankens kreditvurdering har derfor betydning, for hvor mange penge du kan låne, og måske også hvilken låne-type, du kan få.
5. skridt - banken giver dig et lånetilbud
På baggrund af samtalen med rådgiveren og din kreditvurdering kommer banken med et lånetilbud. Lånetilbuddet kan have form af et boligkøbsbevis. Et boligkøbsbevis, eller forhåndsgodkendelse som det også kaldes, er bankens godkendelse af, at du på baggrund af din privatøkonomi kan tage et lån. Forhåndsgodkendelsen kan du bruge, hvis du blot er i gang med at undersøge boligmarkedet, men gerne vil kunne trykke hurtigt på aftrækkeren, hvis drømmeboligen viser sig i sigtekortnet. Med en forhåndsgodkendelse ved du også, hvor meget det er realistisk, at du kan låne. Derved undgår du at forelske dig i en bolig, som du ikke har råd til.
6. skridt - du underskriver lånedokumenter
Når du har fundet det lånetilbud, som du mener, er det bedste, sætter du din underskrift på lånetilbuddet.
7. skridt - dit pantebrev tinglyses
Efter du har skrevet under på lånedokumenterne, udarbejder bankrådgiveren et pantebrev, der giver banken eller realkreditinstituttet sikkerhed i din bolig, hvis det senere viser sig, at du ikke kan betale ydelsen for boliglånet. Pantebrevet skal herefter tinglyses. En tinglysning er den officielle og juridiske registrering af, at du har indgået pantebrevsaftalen. Du skal i den forbindelse betale dels en fast afgift til staten, som udgør 1.660 kr., og dels en procentuel afgift på 1,5%, som bliver beregnet af lånets størrelse.
8. skridt - banken udbetaler dit lån
Fra det tidspunkt, hvor du har bedt om udbetaling af boliglånet og har indleveret de fornødne doku-menter, tager det et par dage, før du har pengene til rådighed. Hvis du har valgt et realkreditlån kan lånets kurs, og dermed den endelig pris på lånet, først fastsættes præcist efter at realkreditinstituttet har igangsat udbetalingsproceduren. Da kurser kan svinge, kan du overveje at købe en fastkursaftale, der sikrer dig mod ændringer i kursen fra det øjeblik, du har indgået aftalen.