Ansvarsforsikring
Ansvarsforsikringen er lovpligtig, når du har en bil. Hvis du er involveret i et trafikuheld, er du som bilist ansvarlig for, at de andre involverede får erstatning. Forsikringen dækker den skade, du som bilist forvolder på andre mennesker eller ting. Et motorkøretøj har altid et objektivt ansvar. Objektivt ansvar betyder, at det altid har ansvaret for ulykken.
Er du interesseret i, at læse mere om hvilke typer forsikringer der er lovpligtige, kan du gøre det på Forbrug.dk.
Kaskoforsikring
Din ansvarsforsikring dækker ikke skader på din egen bil. Så hvis du har en ny eller værdifuld bil, bør du derfor overveje en kaskoforsikring, som dækker skaderne.
Hvis du låner penge til en bil, vil banken typisk stille krav i lånebetingelserne om, at bilen har en kaskoforsikring. Dette er bankens sikkerhed for, at den kan få sine penge igen, hvis du som bilist skader din egen bil.
Tilvalg til bilforsikringen
Nogle selskaber tilbyder andre forsikringsprodukter tilknyttet bilforsikringen. Det kan fx være delkasko, solouheld/førerulykkesforsikring og vejhjælp.
Delkaskoforsikring
Denne forsikring dækker skader, som ikke sker under kørsel, fx hvis din bil bliver påkørt, mens den er parkeret.
Førerulykkesforsikring
Hvis du kommer til skade i et trafikuheld, hvor der ikke er andre involveret, er dine personskader ikke dækket af ansvars- og kaskoforsikringerne. Med en førerulykkesforsikring er du dækket, hvis du fx kører i grøften, fordi det er glat. Nogle selskaber kalder denne forsikringstype for solouheld. Bemærk, at en almindelig ulykkesforsikring også dækker ved invaliditet som følge af et solouheld.
Vejhjælpsforsikring
Hvis bilen ikke vil starte, eller du er punkteret midt på motorvejen, kan du få hurtig vejhjælp med en vejhjælpsforsikring. Dette kan fx være starthjælp, hjulskift, brændstofudbringning eller låseservice. Vejhjælpen indeholder typisk også bugsering af bilen til værksted og kørsel af dig selv og medpassagerer. Prisen på en vejhjælpsforsikring afhænger af din bils alder.
Brug forsikringsguiden til at sammenligne dine forsikringer
Hvad skal du være særlig opmærksom på?
-
Dækningen på kaskoforsikringen
Kaskoforsikringen dækker bilen og tilbehør, som er fastmonteret og konstrueret til at kunne anvendes i bilen. Dette er fx musik-, kommunikations- og navigationsanlæg, samt andet AV udstyr som er fastmonteret fra fabrikken eller importøren. Forsikringen dækker således ikke mobiltelefoner eller håndholdte navigationsanlæg. Kaskoforsikringen til din private bil dækker ikke køretøjer som fx trailer, campingvogn mv., der er koblet til bilen, og som du bruger erhvervsmæssigt. Her skal du tegne en særskilt kaskodækning på traileren eller campingvognen. Ved uheld skal du vær opmærksom på, at de fleste forsikringer vil stige i pris, hvis der sker en ulykke. Enkelte selskaber har ingen prisstigning ved ulykke, men det afhænger typisk af, hvilken forsikringstype du har valgt.
-
Selvrisiko bilforsikring – hvad er en selvrisiko?
Selvrisikoen er det beløb, som du selv betaler før end forsikringen dækker. Jo højere din selvrisiko er, des lavere vil din erstatningsudbetaling blive. Det betyder, at hvis du fx laver en skade på 30.000 kr. og har 5.000 kr. i selvrisiko, så skal du selv betale de første 5.000,- og forsikringsselskabet betaler derefter de resterende 25.000 kr. Er din selvrisiko på 10.000 kr. vil det i ovenstående eksempel betyde, at erstatnings-udbetalingen kun bliver på 20.000 kr. Forsikringspræmien vil blive billigere, hvis du vælger en højere selvrisiko.
-
Unge førere
Du bør være opmærksom på, at nogle selskaber nægter at kaskoforsikre dyre og hurtige biler til unge mennesker. Dette skyldes, at risikoen er for stor for selskabet. Hvis du derfor køber en dyr eller hurtig sportsbil og er meget ung, kan du risikere selv at skulle betale for reparation af bilen, hvis du er skyld i en ulykke.For nogle selskaber gælder der en særlig høj selvrisiko af enhver ansvars- og kaskoskade, hvis føreren af bilen er under 24- 26 år på skadetidspunktet. Der er stor forskel på selskabernes betingelser, og du bør derfor kontakte det enkelte selskab for at afklare, hvordan betingelserne er for dig som ung fører.
-
Friskadeforsikring
Nogle selskaber kan have en friskadeforsikring, hvilket betyder at du ikke skal betale selvrisiko ved visse skader som fx brand, tyveri og genstande, som falder ned på bilen.
-
Stenslag i forruden
Generelt dækker alle kaskoforsikringer stenslag i forruden, spejle, soltag eller knust bilrude. Men der kan være forskel på, om du skal betale et beløb i selvrisiko/bonustab, afhængigt af hvilken ordning du har.
-
Elitebilist
En elitebilist er en bilist, som har kørt skadefri i egen bil over en årrække. Typisk kræver selskaberne at personen er fyldt 28 år og har kørt de seneste 5 år i samme selskab uden belastende skader.
-
Retshjælp
En kaskoforsikring omfatter hos nogle selskaber også en retshjælpsforsikring. Retshjælpsforsikringen dækker dine sagsomkostninger, der afholdes til løsning af private retstvister i forbindelse med køretøjet. Dette kan fx være, hvis du køber en brugt bil, og du bliver uenig med sælger om, hvorvidt bilen har haft en mangel, der gør, at du bør få afslag eller annullere købet. Hvis du skal anlægge sådan en sag for domstolene, kan forsikringen hjælpe dig med at dække omkostningerne. Der kan være forskel på selskabernes betingelser, og du bør derfor kontakte dit eget selskab for at høre, hvordan dækningen er i samme selskab uden belastende skader.