1. Meld dig arbejdsløs
Det lyder åbenlyst, men det første du skal gøre er at melde dig ledig på dit jobcenter. Gør du ikke det, har du nemlig ikke ret til kontanthjælp eller dagpenge. Du kan melde dig arbejdssøgende her.
2. Tilpas din økonomi til en lavere indkomst
Når du går ned i indtægt som arbejdsløs, skal du tilpasse dit budget og dit forbrug til dine dagpenge eller kontanthjælp. Jo før jo bedre. Hvis du allerede har et budget, så juster din indkomst nu.
Hvis du ikke har et budget, kan du bruge denne budgetskabelon og den tilhørende guide til at skabe et overblik.
Når du ændrer i din indkomst, vil du sikkert opdage, at du kommer til at mangle penge på kontanthjælp eller dagpenge. Derfor skal du også tilpasse dine udgifter.
Gå din netbank igennem med en tættekam
Gå kontoudtoget i din netbank igennem for de sidste par måneder, og skab et overblik over de udgifter du kan skære ned i, eller skære helt væk. Prioriter dine penge efter, hvad der er ”need to have”, og skær ned på udgifter til ”nice to have”
Er der faste udgifter du kan undvære? Se fx på hvor meget du kan spare ved at skære ned på fritidsaktiviteter, hobbyer, abonnementer etc. Du kan finde flere gode ideer til at spare på de faste udgifter her.
Måske skal du rydde op i dine forbrugsvaner? De kan over et år sluge rigtigt mange penge, som du ikke lægger mærke til i hverdagen. Du kan teste din forbrugsvane med dette værktøj.
Forhåbentligt kan du skære så meget ned i dit forbrug, at du kan ikke skal bruge din opsparing eller låne penge. Hvis ikke, må du undersøge, hvad du så kan gøre.
Tjek hvad du har gemt af opsparinger og lånemuligheder
Har du penge liggende i opsparinger, værdipapirer eller inventar, kan du i en periode dække underskuddet i din økonomi, mens du leder efter et nyt job.
Hvis du ønsker at modtage kontanthjælp, kræver kommunen, at du bruger din formue og de værdier, som let kan omsættes til penge først. Beløb på op til 10.000 kr. er dog undtaget. For ægtefæller er en opsparing på tilsammen op til 20.000 kr. undtaget. Kommunen ser også bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at du kan bevare en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til din eller din eventuelle families erhvervs- eller uddannelsesmuligheder, fx en bil. Kommunen ser også bort fra visse andre formuer.
Læs mere om formuer og kontanthjælp her
Som bilejer, kan du frigøre mange penge til en bufferopsparing, hvis du sælger bilen og tager offentlig transport eller cyklen i stedet.
Hvis du har en bolig, har du også et par ekstra muligheder for at skabe frirum. De muligheder skal du tale med din bank om. Måske kan du få afdragsfrihed i en periode på dit realkreditlån eller boliglån. Måske kan du få en aftale om et prioritetslån med sikkerhed i din bolig, som du kan trække på som en kassekredit, hvis det bliver nødvendigt. Alternativt kan du også bede om at få en kassekredit nu, uden at bruge den.
Tjek hvor længe du økonomisk kan tåle af være ledig
Nu skulle du gerne have en ide om hvordan du kan klare dig på dagpenge eller kontanthjælp, eller hvordan du evt. kan lappe på din økonomi i en periode med en opsparing eller for lånte penge. I 2018 var Danskerne er i gennemsnit ledige i 4 måneder ifølge Danmarks Statistik. Hvor længe kan du tåle at være ledig? Svaret giver dig forhåbentligt mere ro i maven.
3. Din ret til arbejdsløshedsdagpenge
Du kan modtage arbejdsløshedsdagpenge, hvis du overholder nogle krav. De vigtigste krav er:
- Du skal have været medlem af en A-kasse i mindst 1 år
- Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og være jobsøgende
- Du skal med jævne mellemrum – ofte mindst hver syvende dag – logge på A-kassens hjemmeside og tjekke deres jobforslag
- Du skal kunne påtage dit et job fra den ene dag til den anden på enten 37 timer som fuldtidsforsikret eller 30 timer som deltidsforsikret
Hvor mange penge du kan få udbetalt beregnes ud fra din indkomst gennem de seneste to år. Som udgangspunkt er din dagpengesats på 90 % af din indtægt, men højest 19.083 kr. om måneden før skat (maksimumsatsen i 2020).
Dagpengeperioden er på maksimalt 2 år. Du kan dog få perioden forlænget, hvis du arbejder nogle timer – enten i en midlertidig ansættelse eller som fx vikar. Hvis du arbejder 1 time, så får du ret til 2 timers forlængelse af dagpengeperioden – dog må forlængelsen maksimum være op til 1 år, og dermed 3 år i alt.
Kontakt din A-kasse, hvis du har brug for individuel vejledning i reglerne.
Du kan finde en oversigt over rettigheder, regler og muligheder som dagpengemodtager her
4. Din ret til kontanthjælp
Du kan modtage kontanthjælp som ledig, hvis du overholder nogle krav. Kravene er forskellige alt efter om du er over eller under 30 år og om du har en uddannelse. De vigtigste krav er:
- Du skal være fyldt 18 år
- Der skal være opstået en situation, der gør, at du ikke længere kan forsørge dig selv.
- Du har ikke en formue eller din ægtefælle kan ikke forsørge dig
- Du og din ægtefælle skal stå til rådighed på arbejdsmarkedet og tage imod de tilbud, Jobcentret tilbyder
- Dit behov for forsørgelse kan ikke dækkes af andre ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.
Hvor meget du kan få i kontanthjælp afhænger af flere forhold, fx om du er er over eller under 30 år, om du har en uddannelse og om du har forsørgelsespligt over for børn. Størrelsen på kontanthjælpen afhænger også af, om du har formue eller indtægter. Hvis du er gift, påvirker din ægtefælles formue og indtægt, hvor meget du kan modtage i kontanthjælp. Du kan finde et overblik over satserne for kontanthjælp her.
Er du under 30 år og uden uddannelse, skal du til en samtale ved en uddannelsesvejleder inden en samtale med en beskæftigelsesrådgiver og tale om uddannelseshjælp. Læs mere om hvilke regler der gælder for dig som ledig under 30 uden uddannelse her
Hvis du er under 30 år og har du en uddannelse, skal du til en samtale hos en beskæftigelsesrådgiver. Du kan læse mere om hvilke regler der gælder for dig som arbejdsløs under 30 med en uddannelse her.
Er du 30 år eller derover, henvises du til en samtale med en beskæftigelsesrådgiver. Du kan læse mere om hvilke regler der gælder for dig som ledig over 30 år her.
Kontakt dit jobcenter, hvis du har brug for individuel vejledning i reglerne, dine rettigheder og muligheder.
5. Tag kontrol over din gæld
Hvis du ikke har penge til at betale på alle dine lån som aftalt, bør du overveje, hvordan du kan prioritere gælden. Du kan prioritere efter kriterier som fx at du risikerer inkasso, registrering i RKI eller at få din sag i fogedretten. Men husk at kontakte alle dem, du skylder penge for at orientere dem om din situation. Det er en dårlig ide, at du stopper med at betale gæld uden at have lavet en aftale først om det først. Så kontakt din kreditor og find ud af, hvordan I kan løse situationen. Det kan være du kan få en midlertidig stop for afdragene, eller få nedsat afdragenes størrelse?
Find svar på almindelige spørgsmål om gæld her
Hvis du kan betale på din gæld selvom du er arbejdsløs, så læg en plan for tilbagebetalingen og hvad du vil prioritere. Du kan måske samle nogle af lånene til et samlelån, så gælden bliver mere overskuelig, og du kan måske også forhandle dig til en lavere rente.
Brug denne guide til at betale din gæld
Gældssanering er en mulighed, hvis din gæld er så stor, at det er urealistisk, at du kan afbetale den som arbejdsløs. Du skal søge om gældssanering, men langt fra alle der søger får gældssanering. Du skal opfylde en række betingelser først.
Find svar på spørgsmål om gældssanering her
6. Søg mere hjælp og rådgivning
Hvis du som arbejdsløs ønsker hjælp fra det offentlige, skal du henvende dig til Jobcenteret. Jobcenteret er din hovedindgang til afklaringen af din situation, dine rettigheder og de regler der gælder for dig.
Hvis du er medlem af en A-kasse, kan du også her få vejledning i fx reglerne om dagpenge.
Du bør også tale også med din bank om din nye situation. Banken er som udgangspunkt interesserede i at hjælpe dig, og i at vide hvordan det står til med din privatøkonomi.
Hvis du har svært ved at tilpasse dit forbrug til en lavere indkomst eller du bakser med gæld, så vend din situation og muligheder med frivillige rådgivere. Du kan bede om gratis hjælp til økonomien og gældsrådgivning her:
- Forbrugerrådets gældsrådgivning
- Frelsens Hær - gældsrådgivning
- Den sociale retshjælp - gældsafdelingen
7. Tag stilling til din pension og forsikringer
Hvis du mister jobbet, stopper indbetalingen til din firma- eller arbejdsmarkedspension automatisk. Det kan igen betyde, at du mister de forsikringer, der er tilknyttet pensionen, fx en forsikring ved kritisk sygdom.
Du bør afklare om og hvor længe dine forsikringerne dækker, selvom indbetalingerne til pensionen stopper. Du bør også afklare hvad din arbejdsløshed betyder for din pensionsopsparing. Kontakt derfor dit pensionsselskab, og tjek hvordan du er dækket, og hvordan du kan beholde dine forsikringer.
Som udgangspunkt fortsætter du indbetalingerne til dine individuelle pensioner, selvom du mister dit arbejde. Du har dog mulighed for at aftale med dit forsikringsselskab, at du kan stoppe indbetalingerne i en periode.
Du kan læse meget mere om, hvad arbejdsløshed betyder for din pension på borger.dk
8. Tilret din forskudsopgørelse hos Skattestyrelsen
Det er vigtigt at du kigger din forskudsopgørelse fra Skattestyrelsen igennem. Selv om du har mistet dit job, kan det sagtens være, at du skal betale penge retur til Skattestyrelsen på grund af fradrag, som du kun er berettiget til at modtage som lønmodtager, fx kørselsfradrag eller beskæftigelsesfradrag
Du kan læse mere om din forskudsopgørelse på SKAT.dk
9. Vrid flere penge ud af budgettet
Du kan spare penge på flere måder. Start med disse 6 sparetips til dig som er på dagpenge eller kontanthjælp.